tirsdag den 19. februar 2008

Opgave 9: Librarything - den virtuelle...

Det var så den virtuelle bogreol. Dog syntes jeg det kneb med at få de nyeste danske titler med, når jeg søgte på for eks. Pundik, Jørgen Leth eller Clapton, hvor jeg ved sidstnævnte fik den engelsksprogede udgave, men ikke den danske oversættelse. Jeg havde valgt Danmark og dansk som sprogområde, men alt i alt ok.
Efter lidt flere forsøg er det lykkedes, at få "Det uperfekte menneske" af Leth lagt ind på min bogreol, men opbygningen af siden er ikke helt gennemskuelig.

torsdag den 14. februar 2008

Opgave 8: Wikipedia

Wikipedia er efterhånden det mest brugte leksikon. Det at enhver kan gå ind og skrive, er jo både en fordel og måske også en ulempe. Nu har jeg med stor fornøjelse læst om de hvide mindretal i Rhodesia og Sydafrika. Opslag som jeg ikke ville kunne finde så omfattende dækket i traditionelle leksika. Jeg har også læst tre linier om Haraldslund bibliotek, men fra Wikipedia´s side stod der at indlægget var for kort, og derfor snart ville blive slettet. Hvis jeg på et tidspunkt skal skrive et indlæg på Wikipedia bliver det altså om noget andet end Svenstrup Bibliotek. For eks. kunne det være om en af to vigtige ting, her i livet: fodbold eller musik.

mandag den 26. november 2007

Google dokumenter

Opgave 7 var ikke så nem som tovholderen havde skrevet. Mine google dokumenter ville ikke som de skulle, og der opstod for meget "error". så slut med opgave 7.

mandag den 29. oktober 2007

Opgave 4: RSS

Det var sidste uges opgave, men jeg har først nået den nu. Men faktorernes orden er vel også ligegyldig. Så nu har jeg lavet en Google Reader, og tilføjet Lars Qvortrup, Bib-bloggen og dr.dk. I sidste uge nåede jeg det ikke, men jeg blev også slået lidt ud af kurs, ved meddelelsen om den sydafrikanske reggae-stjerne Lucky Dube´s (udtales Doo-bay) død. Han blev myrdet under et røveri. Hans store forbillede var Peter Tosh fra Jamaica, som ironisk nok blev dræbt for 20 år siden i 1987. Hvis man ønsker at høre Lucky Dube´s musik, har Svenstrup Bibliotek naturligvis cdérne.

iGoogle - personlig forside - opgave 5

Jeg har nu prøvet, at lave min personlige forside på iGoogle. Jeg slettede et par ting, og prøvede at tilføje Wikipedia, Bold.dk, samt netaviserne eb.dk og jp.dk. Desværre kom jeg også til at slette vejrudsigten, men fik i stedet lagt regionaludsigten for København og Nordsjælland ind. Det kan jeg jo ikke bruge til så meget, men jeg arbejder ufortrødent videre.

onsdag den 17. oktober 2007

Gruppe-chat

Jeg har nu gruppe-chattet, hvis det hedder sådan, med Bente, Anne og johanne. Vi sendte også smileys rundt til hinanden. Det var vældigt.

mandag den 15. oktober 2007

Ypres

Jeg har lige været en tur i Ypres. Det er en by i Belgien. Det vil så også sige, at jeg allerede er håbløst bagud med de 23 ting. Det bekymrer mig nu egentlig ikke så meget, da livet jo er fuldt af alt muligt spændende i den virkelige verden. For eksempel havde man en skik i Ypres, der hed katteudkastning fra tårnet i klædehallen. Det er 70 meter højt, så selv om katten landede på alle fire, havde den ikke en chance. Det er jo en temmelig barbarisk skik. Så derfor havde man forbudt udkastningen i 1938, til kattenes store lettelse.